Heidi er 43 år.Hun lider af kroniske smerter efter et fald og har posttraumatisk stress syndrom og depression efter en periode med svær mobning på sit arbejde. Heidi har været ude af arbejdsmarkedet i godt halvandet år og hun kæmper stadig dagligt med eftervirkningerne af sine oplevelser.
I kampen for at komme tilbage til en normal tilværelse har Heidi indvilliget i at afprøve sansestimulerende hjælpemidler og fortælle om sine erfaringer.
 

Husk at sætte pris på de ting du kan – og drop fokus på det du ikke kan”
Sådan kunne jeg godt tænke mig at leve. Men sådan er det ikke altid. Jeg er nødt til at sætte fokus på de ting, jeg ikke kan, for netop at vende og dreje, om der er nogle muligheder for forbedring - her og nu - eller på langt sigt.
Selv små ”ubetydelige” tiltag kan gøre en kæmpe forskel, for mig som PTSD ramt med sekundær ”gevinst”, nemlig depression. Udfordringen er så at finde de ting, der hjælper mig.
Alle er så søde og kommer med masser af gode idéer – idéer, der sjældent er gratis, men jeg har fundet flere, som jeg gerne vil give videre. For selv folk, der ikke har diagnoser, kan måske få gavn af at lære af mine dyrt indkøbte erfaringer – nemlig at blive syg pga. en manglende stopknap hos mig selv og hos andre.
Jeg kunne faktisk have handlet anderledes – men jeg viste ikke bedre. Kendte jo ikke til ordet ”voksenmobning” for 2 år siden. Skulle jeg have gjort noget anderledes på mit daværende arbejde, så var det at komme væk derfra, inden jeg blev syg. Det har jeg i dag hørt flere psykologer og psykiatere fortælle, og jeg er glad for, at kunne bringe den viden videre. At gå fra et sted med mobning er ikke at stikke halen mellem benene, som jeg tænkte, men at tage et kæmpe ansvar for sit eget liv, inden det er for sent. Det frarådes at tage kampen op, som jeg gjorde det. For jeg kunne ikke stoppe det, på trods af flere måneders forsøg på at italesætte mobningen.

 
Styr på vejrtrækningen
Det glæder mig, at Sensit stolen har været medvirkende til, at jeg igen har en mere normal vejrtrækning. I starten, når jeg satte mig i stolen, fik jeg straks en naturlig dyb vejrtrækning. Hvis jeg ikke konstant havde fokus på det, så trak jeg vejret meget overfladisk, hvad der er typisk, når vi er stressede. Men det er utrolig vigtigt, at vi trækker vejret ordentligt.
Jeg kan også pludselig sidde stille i mere end få minutter af gangen, og kan nu bedre koncentrere mig om tv’et mv. Effekten uden for stolen er meget tydelig – selvfølgelig kan det være svært nøjagtig at sige, hvor stor andel stolen har haft, men tidligere har jeg slet ikke kunne rykke mig særlig meget på kort tid.
Jeg er ikke længere så ekstrem lydfølsom og har mere overskud til at være social; jeg syntes endda, at fester igen er en god ting!


Hukommelse søges!
Da jeg blev ramt af PTSD, mistede jeg evnen til at udføre selv meget simple ting, som f.eks. at lave 1 dl om til litermål eller lægge 2+2 +3 sammen. Det var en umulighed for mig. Jeg har ellers altid været hurtig og skarp til at udtænke planer og regne mv, så det har plaget mig voldsomt, at jeg ikke kunne udføre selv simple opgaver. Det er blevet markant bedre nu og hvor gør det bare tingene meget nemmere. Nu kan jeg også selv se, at jeg har ”udfald” i hukommelsen. En dag skulle jeg skrue skruer i væggen til en hylde. Går med boremaskine og skruer/rawlplugs i hænderne. Da jeg når frem til væggen er skruer/rawlplugs væk. Jeg undrer mig, for i min hukommelse kan jeg ikke huske, at jeg har lavet andet på vejen hen til væggen – men det har jeg altså, og jeg har ikke fundet skruerne og rawlplugs endnu 
Det er en del af manglende koncentration, at det sker. Jeg bliver utrolig let afledelig, men nu har jeg så forklaringen på, hvorfor meget bliver væk for mig. Jeg mener ikke selv, at jeg har rørt ved tingene. Men jeg bor alene, så det kan jo kun være mig! 

 
Nye måder at bruge SenSit stolen på
Efter 2 måneders afprøvning af SenSit stolen finder jeg stadig nye måder at bruge stolen på. Ikke på den måde, hvorpå jeg kan sidde, men på de episoder i hverdagen, hvor den kan hjælpe mig med de ting, som er svære eller måske endda helt umulige… indtil nu.
I denne uge ville jeg skrive et blog indlæg i mandags, nu er det torsdag. Jeg måtte opgive, efter at jeg simpelthen ikke kunne få mine tanker og budskabet ned på computeren. Det hænger bl.a. sammen med, at min koncentration, fastholdelse og hukommelse er voldsomt ramt, og at ordene når at blive omformuleret til ukendelighed, inden de når ud som tale eller skrift.
Jeg tror alle kender det, når de er stressede i en periode, men for mig er det hverdag. Jeg sammenligner det lidt med at være dement – at ord stille og rolig bliver væk, og det bliver kun værre og værre, indtil du formår at få hjælp til at vende den negative kurve. Men hvordan? De andre 3 dage, har jeg lagt mig i sofaen for at sove, men lige meget har det hjulpet. I dag satte jeg vækkeuret på 1 time og satte mig i SenSit stolen. Straks jeg fik vingerne fra stolen ind over kroppen, kunne jeg mærke den afslapning i både krop og hjerne, den giver mig. Ville gerne sidde længere, men kunne bare mærke, at jeg var klar i hjernen nu – og så lykkedes det.
Samme fremgangsmåde bruger jeg, når jeg skal overtage den ugentlige ”pulsen op” træning, hvis lederen er forhindret. Første gang jeg forsøgte, var i starten af november og det gik virkelig ikke godt, Jeg var selv meget overrasket over, hvor dårlig jeg var til at træne de andre. Før har jeg sagtens kunnet både snakke og have styr på musik og øvelser, - også selv om der virkelig var power på – men nu kunne jeg ikke engang finde ud af at styre musikken, som jeg ellers lige havde lagt ned på mobilen kort forinden. Mine ressourcer var simpelthen brugt op for den dag. Jeg var ked af det, for det var virkelig et nederlag, men også en øjenåbner. Et nederlag, ser jeg ikke altid som noget negativt, for der må jo være en løsning. Og kan det være nemmere? Løsningen står jo fint inde i min stue.
Inden jeg tager af sted, sætter jeg mig ½ til 1 time i stolen, og får en rigtig dejlig dybdeafslapning, som jeg ikke har kunnet få på andre måder. Når jeg vågner igen, - jeg falder oftest i søvn, føler jeg mig helt klar i hovedet. Den klarhed har jeg aldrig oplevet før, og det er helt fantastisk. Og nu kan jeg træne pigerne i 75 minutter, hvor jeg selv er yderst tilfreds med resultatet. Og jeg er jo min egen største kritiker, og har store forventninger til min kunnen.


At komme gennem Jul og Nytår
Jul og nytår er for de fleste forbundet med dejlig hyggelig social samvær med familie og venner. For folk med PTSD og sindslidelser er det ofte et sandt mareridt. Vi bruger utrolig mange ressourcer på at være sammen med andre; ja, bare det at gøre sig klar og komme af sted trætter umådelig meget. Selv om jeg er et utrolig socialt menneske, så er det desværre også sådan for mig.
Når jeg er hjemme, sørger jeg for at få siddet mindst 30 min, lige inden gæsterne kommer. Og da stolen er en del af mit møblement, så er det nemt at sætte mig der, når vi hygger i tv-stuen…. hvis jeg altså kan få lov at sidde i den. Min gæster synes nemlig, at det er en spændende ting, jeg har fået lov at afprøve. Nogle har hurtigt sat sig ned i den og er endda faldet i søvn, hvilket jeg også gjorde, de første dage jeg brugte den. Andre synes, det er noget underligt noget, og ikke har haft lyst til at prøve – eller har bare ikke kunnet mærke en afslapning ved at sidde i den.
Jeg er bare dybt taknemmelig for, at have fået stolen i huset, for mig giver den en uvurderlig effekt.
Når jeg begynder at mærke, at jeg er psykisk udmattet, så sætter jeg mig i stolen, og bare 20 minutter kan gøre, at jeg igen kan være sammen med mine gæster, uden at gå for meget på kompromis med de signaler, som kroppen sender.
En enkelt gang fik jeg det voldsomt dårligt, pga. alt for mange ting på en dag, inden gæsterne kom. Jeg får en temmelig ubehagelig fornemmelse i kroppen, og jf. psykiateren er der 3 muligheder, når det går så galt. Jeg kan forsøge at jeg flytte fokus, hvad der desværre ikke er lykkes mig endnu; jeg kan forsøge at sove, eller jeg kan tage beroligende medicin. Det sidste nægter jeg, så længe der er andre muligheder. Min eneste løsning har derfor været at sove – og endda virkelig mange timer indimellem. Men det er som sagt, ikke det mest socialt acceptable, at værtinden lige lægger sig 2-18 timer og sover, indtil hun har det godt igen, når gæsterne venter på deres aftensmad!
Her i julen lykkedes det mig flere gange at forbedre situationen ved at sætte mig 20 minutter i Sensit stolen, straks jeg mærkede de første små bitte tegn i kroppen – en enkelt gang måtte jeg blive siddende yderligere 10 minutter, men så var mine symptomer også helt væk, og vi kunne fortsætte det meget hyggelige samvær. Det overraskede mig virkelig meget, og jeg håber på, at det fortsat vil hjælpe mig i fremtiden, indtil jeg lærer at acceptere, at jeg ikke skal nå at blive dårlig, inden jeg får passet på mig selv.


Når bare jeg kan huske dem!
Nu har jeg stillet en SenSit Kuglestol op i min stue. Jeg kender den fra mit tidligere arbejde som social og sundhedsassistent og havde jeg haft pengene til stolen, så var den blevet en del af min hverdag allerede sidste år. Jeg er godt klar over, at den kan bevilliges via kommunen, men det er jo ofte sådan, at der simpelthen ikke er overskud til bare at få det iværksat ved kommunen, som det bl.a. er i mit tilfælde.
Jeg er meget spændt på, om stolen kan give mig det, som jeg oplevede sidste år, da jeg prøvede den på mit arbejde – i dag kan jeg meget bedre mærke, hvad der sker i min krop/sind, så det giver mig meget bedre forudsætning for, at kunne vurdere om det reelt har en ændring psykisk/fysisk.

Jeg er meget åben om, hvad jeg fejler og mine udfordringer – når bare jeg kan huske dem!
Og jeg vil gerne fortælle om min lidelse, for jeg mener kun, at andre kan få glæde af mine udfordringer og erfaringer – det er jo vejen frem til, at andre får hurtigere hjælp, af det som fungerer.
Jeg har ekstrem dårlig hukommelse, så jeg skriver dagbog om mine oplevelser, idet jeg ikke kan huske det ellers – men efter 1 dags brug og 3 timer, så nynner jeg i dag, hvilket jeg altid gjorde. før jeg blev syg. Jeg mærker straks en afslapning på kropsligt plan, når jeg lander i stolen.
Jeg lider af PTSD - og søvnløshed er desværre er en del af dagligdagen med PTSD. Jeg har perioder op til flere uger, hvor jeg ikke sover særlig mange minutter på en dag pga PTSD’en – kroppen husker jo traumerne, og er i konstant beredskab.





Protac udvikler, producerer og sælger sansestimulerende hjælpemidler, som giver ro og tryghed til mennesker med psykisk og motorisk uro.
 

NYHEDSBREV

Back to Top